Diction
Ring på +45 22 27 70 16
Åben til kl. 22.00

Praktikant - Oversættelse og tekstforfatning efterår 2022

Praktikant til oversættelse og tekstforfatning hos Diction med opstart efterår 2022

Er du skarp til både det engelske og det danske sprog, og har du flair for oversættelse? Diction tilbyder et praktikforløb i efteråret 2022 for dig, der studerer sprog og ønsker at bruge det i praksis. Du får lov til at nørde med grammatikken og samtidig være kreativ med dine egne publikationer. Hvis du brænder for at producere tekst og er interesseret i at lære mere om det sproglige og kommercielle univers inden for oversættelsesbranchen, så er en praktikstilling hos Diction måske noget for dig.

Om Diction

Hos Diction er vi eksperter i oversættelse. Vi er et ungt og ambitiøst team, der ikke går ned på kvaliteten samtidigt med, at vi hele tiden har fokus på at innovere os selv.

Diction er en dansk startup med rødder helt tilbage til 2011 og blev officielt stiftet i sin nuværende form i 2014. Diction er et innovativt og internationalt oversættelsesbureau i stor vækst, der servicerer store og små kunder som Momondo, Sticks’n’Sushi, Bang & Olufsen, PWC, Hugo Boss, Falck, Danmarks Radio, Københavns Lufthavn, Red Bull, Meyers og mange andre. Vi udgør et lille, men travlt kontor på Strøget i København, hvor vi betjener det danske, svenske og norske marked.

Hos Diction vægter vi en god atmosfære på kontoret højt. Vi har et stort fokus på, at det skal være et sted, hvor alle trives og bidrager med højt og godt humør. Desuden afholdes der sociale aktiviteter, som er en del af vores DNA. Vi tilbyder gratis frokost, slik, frugt og andre lækkerier gennem din praktikperiode.

Om stillingen:

Som praktikant til oversættelse og tekstforfatning hos Diction, vil du blive en del af det danske team i hjertet af København. Du vil primært have ansvar for diverse interne opgaver og samtidigt få mulighed for at udfolde dig kreativt i forhold til tekstforfatning til vores hjemmeside og LinkedIn mm. Derudover har vi mange spændende kundecases, der bare venter på at blive fortalt, og som du vil skulle videreformidle til forskellige målgrupper. Vi er ambitiøse omkring vores historiefortælling, så du vil kunne arbejde med nye cases hver uge. Du vil skulle trives med at arbejde selvstændigt og proaktivt, når du f.eks. selv skal opsøge informationer og kontakte relevante personer.

Vi opererer på forskellige markeder med adskillige internationale kunder. Derfor er der mange oversættelsesopgaver, hvor du kan gøre brug af dine sprogfærdigheder i praksis. Du får rig mulighed for at præge dit praktikforløb efter dine egne interesser samt tilpasse det dit studie. Under praktikforløbet vil du få dit eget ansvarsområde, som fastsættes i dialog med din praktikvært. Du vil være i tæt dialog med CEO, Martin Boberg, som står til rådighed ved spørgsmål. Derudover vil du blive tilknyttet en erfaren oversætter og korrekturlæser, som ligeledes kan hjælpe dig under dit praktikforløb. Praktikperioden tilpasses dit studie i nærmere dialog med os, så der bliver taget højde for eksaminer og lignende.

Dine arbejdsopgaver:

  • Oversættelse af internt materiale
  • Tekstforfatning til internt brug samt hjemmeside og LinkedIn mm.
  • Videreformidling af spændende kundecases
  • Deltage i marketingsmøder om drift- og kundestrategier
  • Mulighed for oversættelse af kundemateriale

Vi søger dig som:

  • Modtager ECTS-point for praktikforløbet
  • Er flydende på engelsk og dansk. Engelsk som modersmål eller tidligere ophold i engelsktalende land(e) er ikke et krav, men er klart en fordel.
  • Læser en kandidat (eller alternativt en bachelor) i engelsk, dansk eller et lignende sprogstudie
  • Brænder for at oversætte og forfatte tekster
  • Skriver sikkert og professionelt samt kan formulere sig grammatisk korrekt. Generelt er du en stærk og dygtig kommunikatør
  • Kan være i praktik i 3-6 måneder

Diction tilbyder dig:

  • Et indblik i den kommercielle del af et oversættelsesbureau
  • Tætte samarbejder med samt feedback fra erfarne korrekturlæsere med en sproglig baggrund
  • Et indblik i dagligdagen i en international startup og professionelt oversættelsesbureau
  • Et praktikforløb med en masse ansvar og mulighed for selvstændigt arbejde
  • At indgå i et ungt arbejdsmiljø i en virksomhed i vækst
  • Et praktikforløb på 3-6 måneder
  • En anbefaling efter endt praktikforløb
  • En månedlig erkendtlighed på 3.000 kr.

Fun facts

  • Vi har oversat en mængde A4-sider, der ville kunne nå over halvvejs rundt om jorden eller op ad Mount Everst 2611 gange!
  • I 2020 oversatte vi dokumenter mellem 344 forskellige sprogkombinationer.
  • Vi elsker at spille Beer Pong til fredagsbar og arrangerer fede events

Lyder dette som noget for dig?

Send din ansøgning samt CV i pdf- eller word-format til: [email protected] med titlen Praktikant til oversættelse og tekstforfatning efterår 2022. Ansøgningsfristen er 31. marts 2022, men ansøg gerne med det samme, da der afholdes samtaler løbende. Vi glæder os til at høre fra dig!

Har du spørgsmål til stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte Recruitment Specialist, Lea Sjøstrøm, på [email protected] eller på tlf.: +45 2227 7016.

Behandling af personoplysninger

Når du sender din ansøgning til Diction, giver du samtykke til, at Diction må behandle og opbevare dine oplysninger med henblik på rekruttering. Vi opbevarer dine oplysninger i vores system i maksimalt 6 måneder efter endt proces. Det gør vi med henblik på evt. at kontakte dig, hvis en stilling passende på dine kompetencer skulle blive ledig inden for denne periode.

Ønsker du dine oplysninger slettet før, bedes du selv kontakte Diction. Diction følger de generelle krav og retningslinjer for behandling af personoplysninger.


Betal med betalingskort eller MobilePay

Vi tilbyder online betaling til private kunder.
dankort visa mastercard mobilepay
Få et uforpligtende tilbud
Diction ApS
Gammeltorv 6, 3. sal
1457 København K
Danmark
+45 22 27 70 16
CVR: 35636455
EAN-nr. 5797200081926
dankort visa mastercard mobilepay