Diction køber norske Sententia
Diction styrker sin position i Norden med opkøb af norske Sententia AS
Diction har lavet et strategisk opkøb af det norske oversættelsesbureau Sententia AS, der har markeret sig som en solid leverandør af oversættelser til de nordiske sprog for det internationale marked. Med opkøbet styrker Diction sin tilstedeværelse i Norge og udvider samtidig sin kundeportefølje med internationale bureaukunder.
Sententia – nordisk leverandør til internationale bureaukunder
Kundegruppen i Sententia består af internationale bureaukunder fra bl.a. Frankrig, USA, Tyskland, New Zealand, Storbritannien og Spanien. For bureaukunderne er Sententia etableret som fast sprogleverandør til norsk, svensk, finsk og dansk. Teamet bag Sententia består af 3 medarbejdere, hvoraf én fortsætter for at sikre succesfuld integration. Den årlige omsætning i Sententia er på omkring 8 millioner NOK/ca. 5 mio. DKK.
Diction forstærker med kommercielle kompetencer
Hos Diction ser CEO Martin Boberg overtagelsen som en oplagt mulighed for at styrke Dictions position på det europæiske marked som nordisk sprogleverandør.
”Sententia har opbygget en international kundeportefølje, der bygger på effektivitet, stabilitet og respekt for sprogarbejdet. I Diction kan vi supplere med kommercielle kompetencer, der muliggør yderligere vækst samtidig med, at vi opnår synergier. Diction har et team, der giver øget kapacitet via flere oversættere, et større projektlederteam, automatiserede processer og en aktiv ledelse med fokus på vækst. Kombineret står vi tilbage med en styrket forretning på alle fronter.”
En ny begyndelse – det bedste for Sententia og kunderne
Alvin Leer, stifter af Sententia, udtaler:
”Vi har igennem årene fokuseret på at levere kvalitet med effektivitet og integritet. Diction deler vores værdier og ambitionen om at være en central sprogleverandør i Norden. Jeg ser derfor også muligheder i at blive en del af en større nordisk organisation med et stærkt team, infrastruktur og en klar vækststrategi.”
Hertil tilføjer Alvin Leer:
”I et marked med forandring, er det nødvendigt med et stærkt fundament, og ved at blive en del af Diction-gruppen får samtlige af vores oversættere mulighed for at fortsætte deres arbejde – og det glæder mig.”
Som stifter og direktør i Sententia træder Alvin Leer tilbage med øjeblikkelig virkning for i stedet at fortsætte med et nyt iværksætterprojekt. En projektleder fra Sententia vil blive og sørge for integration i Diction.
Der kan være flere opkøb i sigte for Diction
Integrationsprocessen er startet i oktober 2025 og drives nu som en del af Diction. Med opkøbet af Sententia fortsætter Diction sin ekspansion i Norden og konsoliderer sin position som en af regionens vigtige udbydere af sprogydelser.
Martin Boberg udtaler:
”I sprogbranchen har særligt den teknologiske udvikling betydet, at oversættelsesbureauer skal tilpasse sig både teknologisk og organisatorisk, og så ser vi et særligt øget krav til datasikkerhed. Det er opgaver, der kræver ressourcer at løse økonomisk og specialviden i højere grad end tidligere.”
Hertil tilføjes afslutningsvis fra Martin Boberg:
”Vi er i løbende dialog med kollegaer fra branchen, som står over for nævnte dilemmaer, og som ønsker at fortsætte med en sund forretning. Ved konsolidering står vi stærkere rustet til at møde fremtidens behov – så hvis andre kollegaer læser med og vil udforske muligheden, så kontakt mig endelig.”
Fakta om Sententia AS:
- Aktivt siden 2014 og grundlagt i nuværende form i 2019
- Registreret i Norge under organisationsnummer 923 099 522
- 3 administrative ansatte og 20 freelance-oversættere tilknyttet
- Årlig omsætning: ca. 8,5 mio. NOK
Læs mere om Sententia på www.sententia.no.
Om Diction Group ApS:
- Stiftet i 2010 (i nuværende selskabsform 2014)
- Etableret i Danmark og aktive i Sverige, Norge, Finland og Island
- Driver hjemmesiderne: www.diction.dk, www.sententia.no, www.legalisering.dk, www.studiekorrektur.dk og www.erhvervskorrektur.dk.
- 9 medarbejdere i København, Danmark
- Årlig omsætning ca. 14 mio. DKK
For pressespørgsmål kontakt CEO Martin Boberg på [email protected] eller +45 22272868.

