Korrekturselskabet kåret som Børsen Gazellevirksomhed
Korrekturselskabet ApS kåret som Børsen Gazellevirksomhed
Hvert år kårer Børsen danske gazellevirksomheder, som har formået at skabe hurtigst og størst vækst, og i december 2023 blev Korrekturselskabet ApS udnævnt som én af årets gazellevindere.
Siden stiftelsen i 2016 har Korrekturselskabet sammen med sine korrekturlæsere specialiseret sig i korrekturlæsning for privat- og erhvervskunder. I 2023 blev Korrekturselskabet opkøbt af Diction ApS, hvorefter selskabet fortsat har fungeret som et selvstændigt brand og komplementerer Dictions sprogservices.
En sund sprogvirksomhed drevet på jysk manér
Nyheden om at Korrekturselskabet har vundet Børsens Gazelle, har Martin Boberg, CEO i Diction (og Korrekturselskabet), modtaget med begejstring:
”Det er faktisk lidt en tilfældighed, at Korrekturselskabet modtager en gazellepris nu, hvor Diction er blevet ejere. I virkeligheden er det en bekræftelse på, at Korrekturselskabet har været en sund virksomhed drevet efter sunde jyske principper, og vi glæder os derfor over at bygge videre på et godt fundament. Personer bag virksomhederne er det vigtigste, og her har Martin Handberg, som til dagligt driver Korrekturselskabet, også haft en central rolle i Korrekturselskabets vækst, som gazellekåringen er baseret på,” udtaler Martin.
Ligeledes har stifteren af Korrekturselskabet, Martin Handberg, været glad og tilfreds med kåringen: ”Jeg har aldrig været drevet af en sådan målsætning, så det modtog jeg egentlig ganske afslappet. Når det er sagt, er jeg glad for prisen, idet statuetten nu kan stå på hjemmekontoret og symbolisere en rejse mod noget.”
Tredje gazellekåring til Diction-gruppen
Med gazellekåringen af Korrekturselskabet i 2023 er det tredje gang, Diction-gruppen modtager en gazellekåring. I 2018 og 2019 blev Diction ApS udnævnt som gazellevirksomhed.
Martin Boberg udtaler: ”Vi forventer en fortsat efterspørgsel på korrekturlæsning, både fra studerende, virksomheder og fra offentlige kunder i fremtiden – her er det målet fortsat at være den foretrukne aktør i Danmark. Vi har optimeret interne processer og forventer at kunne fortsætte med at drifte Korrekturselskabet, så det kan blive klar til yderligere vækst i fremtiden.
Efter Dictions opkøb af Korrekturselskabet har Diction udover oversættelse haft øget fokus på at hjælpe kunder med korrekturlæsning. Senest er korrekturlæsning blevet aktivt tilbudt til eksisterende kunder i hele Diction-gruppen – herunder i den svenske, norske, finske og islandske afdeling.
Om Korrekturselskabet ApS
Til dagligt driver Korrekturselskabet ApS hjemmesiderne www.studiekorrektur.dk og www.erhvervskorrektur.dk. Siden 2016 har Korrekturselskabet hjulpet mere end 10.000 privatkunder med korrekturlæsning og haft erhvervskunder som Undervisningsministeriet og Danmarks Evaluerings Institut. Begge hjemmesider er onlineplatforme, som overskueliggør bestillingsforløb, ordrekøb og returnering af korrekturlæste opgaver til kunden.